I Homer’s Odyssé beskrives Odysseus’ 10 år lange rejse fra krigen i Troja hjem til Ithaka på vers. Odysseus prøves på alle leder og kanter af fantastiske væsner, for at han kan bevise sit værd og vinde sin kone Penelope tilbage, når han kommer hjem.
Denne historie hedder endnu ikke andet end ‘Bette Morten’, men det er en odyssé, hvor Morten besynges med rim og versefødder på sin rejse først væk fra, siden hjem til sin flok, der har drevet ham bort med mobberier, fordi han er den mindste.
Historien er skrevet omkring 2010, og jeg har adskillige illustrationer til den. Spørgsmålet er, hvilken form der vil være den rette til Bette Morten. Bog? Film? App? Digtet er 60 strofer langt; det fylder 9 A4 -sider, og det tager ret lang tid at læse højt. Ikke desto mindre er det fuld af farer og spænding, kærlighed og venskab, landskaber og eventyr.
Her får I en lille smagsprøve:
Da solen sank og klokken nærmere var tolv end seks
Forsvandt han musestille på sin lille BMX
Hans spor gik tabt i mudder i den regnvåde skov
Derhjemme faldt de store i den sorte søvn og sov
På ryggen i hans taske var der saft og kix og pas
Den røde og den hvide cykellygte var på plads
Han tramped’ i pedalerne og kørte hele nattten
Mens regnen hang som vandgardiner uden han tog sig af den
Han havde ikke planlagt hvilken vej han skulle tage
Han drøned’ bare derudaf uden at kigge sig tilbage
Og mens han holdt et hvil i et træ, stod solen op
Men den kunne ikke varme Mortens lille våde krop
For efter skovens udkant var der bare is og sne:
En kold og gråhvid ørken så langt øjet kunne se
Han efterlod sin cykel og tænkte “Jeg må håbe
At fyren der fortalte mig om bjørne er en tåbe”
Hans spor i sneen var så små, at han blev vildt forskrækket
Hans hjerte sank i brystet og hans åndedræt blev svækket:
Han stod i en fordybning, der var så mægtig stor
At flere kunne bo i den; det var et bjørnespor!
Men han fandt mod og fulgte sporene på trods af gys
Og efter nogle kolde timer hørte han et nys
Det rysted’ som et jordskælv, og isen den gav efter
Og han blev kastet op og ned af nysets vilde kræfter!
Foran ham sås et bjerg, men det forholdt sig ikke stille
Vibrered’ hele tiden, og så så han -Ih du milde!
På skrænten var der pels og sorte kæmpekløer
Det væsen var så stort, at Morten tænkte “Åh, jeg dør!”
Men isbjørnen sad roligt og var ganske krummet sammen
Og rystede af kulde; den ku ikke holde varmen!
Han stilled’ sig på tæer, trak vejret ind og råbte
“Du fryser og du lever i et sne- og island, drop det!
Ida Exner 